Saxofon, klarinet, tværfløjte, blokfløjte

Saxofon, klarinet, tværfløjte, blokfløjte

Der gives undervisning i blokfløjte, tværfløjte, klarinet, obo, fagot og saxofon. Eleverne på alle ovennævnte instrumenter vil hurtigt kunne deltage i forskellige former for sammenspil og vil efter ca. et år kunne optages i f.eks. musikskolens Begynderblæs og senere musikskolens Harmoniorkester eller Big Band.

Blokfløjte

Blokfløjte-familien har mange medlemmer, lige fra den lille sopranino over sopranblokfløjten til den 2 meter høje sub-kontrabas. De kan være både runde og firkantede, og være lavet af træ eller plastik. På blokfløjte lærer eleven let noder og kan hurtigt spille enkle melodier. Blokfløjten er et godt springbræt videre til andre blæse instrumenter, hvis lysten er til det.

Sopranblokfløjten er den blokfløjte de fleste børn starter med at spille, og man kan starte fra 1. klasse. Efter 2-3 år lærer eleven at spille altblokfløjte, som er det egentlige hoved- og koncertinstrument i blokfløjtefamilien, og derefter lærer man tenor- og basblokfløjte.

Udover at være velegnet som soloinstrument, fungerer blokfløjten også godt i sammenspil med, f.eks. tenor- og basblokfløjter, guitar, harpe, klaver og strygere.

Alder: Vejledende fra 1. klasse
Instrument: Man køber som regel selv sin blokfløjte, men man kan også leje blokfløjter af musikskolen 
Undervisere: Gert W. Knudsen

 

Klarinet

Klarinetten er nok bedst kendt af alle fra kendingsmelodien til Olsen Banden filmene.

Klarinetten har en dejlig blød og mørk klang og er spændende, især fordi der er så mange sammenspils muligheder.

Når man starter på klarinet kan man med det samme begynde i musikskolens ”Spirerblæs Orkester” eller et af de andre begynder orkestre – det er vigtigt at gå til sammenspil og der er mange orkestre og sammenspilshold på alle niveauer, som man så vidt muligt placeres på, i samråd med sin lærer. Det giver inspiration, store oplevelser og gode kammerater med samme interesse, når man spiller sammen.

Alder: Vejledende fra 0. klasse
Instrument: Man kan leje klarinet af musikskolen.
Undervisere: Gert W. Knudsen og Christa V. Danielsen

  

Saxofon

Saxofon er et træblæserinstrument, men blankt og skinnende flot. Den er relativ enkelt opbygget, da grebene minder meget om blokfløjtens. Saxofoner kan bruges i alle orkestersammenhænge som for eksempel jazz-, harmoni-, rock- og lejlighedsvis i symfoniorkestre.

Alder: Vejledende fra 12 år
Instrument: Man kan leje saxofon af musikskolen.
Undervisere: Gert W. Knudsen og Heine F. Jespersen

 

Tværfløjte

Tværfløjten er et alsidigt instrument, som med sin lyse klang kan bruges til al slags musik fra klassisk og folkemusik til jazz og pop i alle former. Tværfløjten er et instrument, der ofte bliver brugt i sammenspilssammenhæng.
Du kan allerede starte på tværfløjte når du går i 2. klasse og efter kort tid kan du starte i musikskolens Spire Blæs.

Alder: Vejledende fra ca. 9 år
Instrument: Man kan leje tværfløjte af musikskolen.
Undervisere: Gert W. Knudsen og Lene Høg

 

Obo og fagot

Både obo og fagot har tidligere været sjældne i musikskolesammenhæng. Oboen har en smuk, varm og meget inderlig klang. Den har samme greb som på blokfløjten.
Fagotten har en dyb, stor tone og er med til at danne bund i alle orkestersammenhænge, og den har samme greb som klarinetten. Med de nye orkestertiltag er disse instrumenter blevet populære, og hvis man spiller obo eller fagot, vil man altid hurtigt blive inddraget i orkesterspil.

Alder: Vejledende fra 14 år
Instrument: Man kan leje instrumenter af musikskolen.