Corona info

Corona info

Opdateret 21. april 2020

 

Kære forældre og elever i Svendborg Musikskole

Så kom vi igennem påsken, flere af jer er startet op i skoler og dagtilbud, og vi er alle ved at indstille os på endnu en ny virkelighed i disse omskiftelige tider.

Der skal slet ikke herske tvivl om at der intet højere ønske fra alle os medarbejdere i Svendborg Musikskole er, end at vi alle kan mødes om musikken igen. Det være sig på Musikskolen, rundt omkring i folkeskolerne eller i kommunens dagtilbud. VI SAVNER JER.

Vi er heldigvis i rigtig fin kontakt med langt de fleste af Jer via vores online tilbud, Facebook og mails / SMS eller hvordan vi nu finder ud af det sammen. Hvis i har kommentarer eller idéer i den sammenhæng hører vi gerne fra jer for at se om vi kan finde en løsning, der passer jeres muligheder og behov.

I er også meget velkommen til at kigge ind på musikskolens Facebok side, hvor vi forsøger at vise den nye virkelighed set med vores øjne og inspirere bedst muligt til at musikken fortsat kan være en god og trofast kammerat og følgesvend, også i en svær tid.

 

Der kommer en hverdag efter Corona!! 

Svendborg Musikskole står foran vores 50 års jubilæumssæson, en sæson og en fejring vi bestemt har tænkt os at fastholde trods de svære vilkår her i foråret. Vi har, som tidligere nævnt, åbnet for gentilmeldingerne og de er heldigvis allerede i fuld gang. Hvis i vil sikre jer en plads på musikskolen er det vigtigt at i får gentilmeldt jer inden 1. maj, hvor vi åbner for den generelle tilmelding. Snak evt. med jeres lærer eller vores administration for muligheder og vejledning.

Link til gentilmelding: GENTILMELDING

Vi følger de nationale retningslinjer for genoptagelse af "normal" musikskolevirksomhed under den nuværende krise. I den forbindelse kan jeg desværre ikke være mere konkret i forhold til hvornår vi kan genoptage den helt almindelige musikskoleundervisning. Vores fælles interesseorganisation, Danske Musik- og Kulturskoler, er i tæt kontakt med Kulturministeren og det sekund der bliver givet grønt lys derfra vil I få besked om genoptagelse af den normale undervisning og de vilkår vi kan gøre dette under. Det handler frem for alt om sikkerheden for vores elever og lærere.

 

Stor tak til alle Jer, der holder ved og bakker op om Svendborg Musikskole. Vi er stolte af Jer, Jeres dygtige vedholdende børn - og vi vil gøre os mest muligt umage med at være der for Jer på alle de måder vi kan i denne mærkelige tid.

 

De største hilsener med fuld (online) musik

Jesper Rosenkilde, Svendborg Musikskole