Hvorfor musik?

Her tager vi dig med på tur ind i musikkens verden, og giver begrundelser for hvorfor den er så vigtig. Vi er sikre på, at du vil blive både overrasket og endnu mere tændt på musikken, hvis du læser med!

Musik gør livet større

Når du træder ind i Svendborg Musikskole, træder du ind i et fællesskab fyldt med energi, nærvær og musikalsk nysgerrighed.
Her møder du mennesker, der brænder for musikken – og for at dele den med dig. Her er der plads til både ro, fordybelse og glæden ved at spille sammen med andre.

Fællesskabet begynder allerede, når nybagte forældre tager deres babyer med til rytmik og leg.
Det vokser videre i vuggestuer, dagplejer og børnehaver, hvor alle børn i Svendborg helt gratis får lov at opleve “Musik til Svend fra 0–5” sammen med deres pædagoger.

Og når børnene bliver større, møder de musikskolen igen – i skolen, i gymnasiet eller som solo- eller holdelever hos os.
Uanset om du drømmer om at spille violin, Volbeat eller vaskebræt, står der altid engagerede undervisere klar til at tage imod dig.

 

Musik skaber hele mennesker

Vores vision er enkel: Vi vil være med til at skabe hele mennesker gennem musisk og kulturel dannelse.

Musik følger dig gennem livet. Den styrker dig, løfter dig og giver dig et trygt sted at lande – både når livet er let, og når det er svært.
Det er her, du opdager dine egne kreative kræfter, og her, du lærer at udtrykke noget, som nogle gange er større end ord.

Som neuroforskeren Anita Collins siger:

”Når man spiller på et musikinstrument, aktiveres stort set alle dele af hjernen på én gang. Udbyttet kan overføres til andre områder.”

Det betyder, at det du lærer gennem musikken – koncentration, mod, udholdenhed, kreativitet – er noget, du tager med dig ind i resten af livet.

Vil du se magien? I denne TED-Ed-video om musikkens effekt på hjernen, kan du på under fem minutter se hvordan musik skaber et sandt festfyrværkeri af hjerneaktivitet.

 

Din musikskole

Svendborg Musikskole er hjertet i kommunens musikliv.
Vi er der, hvor musikken sker – i dagtilbud, folkeskoler, gymnasier, kulturinstitutioner og i de store begivenheder, hvor hele byen samles om musikken.

Hos os handler musik ikke om karakterer eller tests.
Det handler om dig. Om din lyst, din stemme, din energi.
Vi møder dig præcis der, hvor du er, og følger dig videre ind i musikkens forunderlige univers, uanset om musikken vælges som karrierevej eller andre retninger. 

Måske bliver det den vigtigste rejse i dit liv.
Vi glæder os til at tage imod dig.